"Det går godt og jeg fornemmer og forvandler mig i mit eget tempo ... jeg er ved godt mod, og du
har helt sikkert rokket ved min opfattelse af svære samtaler, og hvordan de skal tackles."
(kvinde, stress og nyt arbejdsliv)
Hvad består din proces i?
Processen og sessionerne er baseret på nogle grundelementer, hvis omfang, indhold og rækkefølge tilpasses den enkeltes ønsker og situation.
• Definer temaet/problemet:
Du definerer, hvad du vil arbejde med. Grundlæggende er det ikke nødvendigt at arbejde med alle andre områder af dit liv for at finde en effektiv strategi for dit tema/problem. Et konkret og praktisk tema indebærer oftest et konkret og praktisk orienteret forløb. Hvis der er tale om dybereliggende mønstre og følelser, kan vi gå mere undersøgende til værks og dertil bruge hypnoterapi.
• Formuler målsætningen:
Det er vigtigt at vide, hvor du vil hen og hvad du vil have ud af din proces. En målsætning kan rumme flere delmål, så du opfylder ét delmål ad gangen i dit eget tempo. En målsætning kan også være at opnå en bestemt følelse, f.eks. ro, tilfredshed, glæde, god selvtillid el.lign.
• Afklar forhindringer:
Mange drømme går i vasken, fordi "noget" spænder ben for dem. Når vi kigger på denne forhindrings natur, bliver det lettere at undgå faldgruber og miste modet. Hypnoterapien er et meget effektivt redskab ved skjulte forhindringer og manglende motivation.
• Tænk nyt:
Det gælder om at få alle idéer på bordet, tænke stort og se alle muligheder. Du kan f.eks. spørge dig selv, om du kender personer, der har gjort det, du gerne vil nå. Som din coach vil jeg naturligvis komme med alle de gode idéer, jeg kan komme i tanke om. Når du forestiller dig i detaljer, hvordan du ønsker dig situationen, har du allerede taget et stort skridt på vejen.
• Udform en strategi:
Sammen finder vi frem til din helt egen strategi, som er overskuelig og passer lige til dig. En strategi kan omfatte et længere forløb, men er altid opdelt i nogle trin, du kan overskue. Det gælder også om at fejre successerne undervejs!
Med en strategi kan du holde fast i din målsætning, gå tilbage og justere den eller "prøve igen", hvis du taber tråden. En del af strategien kan være selvhypnose, hvor du styrker dig selv i din fortsatte proces.
• Opfølgning/justering:
Allerede efter første session går du i gang med at ændre tingene i den retning, du ønsker dig. Undervejs vil der ofte dukke nye faktorer og ønsker op, simpelthen fordi du bliver mere bevidst om, hvor du er på vej hen. Det er en god idé at skrive noter/dagbog under et forløb - så kan du lære af dig selv og gentage successerne. Du kan også vælge at tage en opfølgende session for at genopfriske din proces og hurtigt få ny energi til at arbejde videre - f.eks. med nye temaer.